Vi håber, at denne FAQ del af StreetSigners kan give dig svar på mange af de ting og spørgsmål, der helt naturligt opstår, når du møder døve.
Er døve mere visuelle end andre?
Ja, døve registrerer omgivelserne på en anden måde end hørende. Som udgangspunkt har mange døve lettere ved at få øje på ting ud af øjenkrogen og er ekstra opmærksomme. Men der er forskel på folk, nogle er ekstra visuelle, andre lægger ikke så meget mærke til alting. Det kan også godt være svært at få fat i en døv person, der koncentrerer sig om noget, ved f.eks. at sidde en ved en computer. Så må man vinke, banke i bordet eller prikke vedkommende på skulderen. For det er ikke i alle situationer, at døve er ekstra opmærksomme.
Hvordan kommunikerer man med døve?
Der er mange forskellige måder. Nogle døve er ekstra gode til at mundaflæse, nogle kan høre en lille smule, andre er gode til at tale, eller at gøre sig forståelige med kropssprog. Men du går i hvert fald aldrig helt galt i byen med et stykke papir og en blyant. Har du en mobiltelefon eller en bærbar computer ved hånden er det også fint. Det er den sikre måde at kommunikere med alle døve på, så der ikke opstår misforståelser mellem nogen af jer. Går kommunikationen godt, kan I altid prøve at se, hvor langt I kommer med fagter og måske endda tegn, hvis personen er frisk på at lære dig nogle indledende gloser. Allervigtigst er det dog, at du hele tiden har øjenkontakt til den døve person du snakker med, og at du nikker og bruger naturlig kropssprog. Og så kan vi jo naturligvis også kun anbefale, at du prøver at lære nogle af de tegn, du kan se her på StreetSigners.